• Hjem
  • Politikk
  • Angrepet på Almería og Den sosialistiske Internasjonale
Angrepet på Almería og Den sosialistiske Internasjonale

(Nr 25 - 2006) Den 31. maj 1938 beskød tyske krigsskibe Almería i Spanien. Kominterns formand Georgi Dimitrof skrev bl.a. i den anledning: “De tyske slagskibes uhørte provokation i de spanske havne Ibiza og Almería den 31. maj (1937), kan ikke betragtes som andet end en fræk og åben krigsakt fra Hitler-regeringens side mod den spanske republik”

Af Anton Nielsen

I de samme dage forkyndte Tysklands og Italiens regeringer deres udtræden af den såkaldte ikke-
indblandingskomité, og gav befaling til afsendelse af nye krigsskibe til de spanske farvande og
erklærede, at de fra nu af med hensyn til den spanske republik kun ville optræde “efter eget
forgodtbefindende”.

Om at sidde mellem to stole
På denne alvorlige baggrund henvendte Spaniens faglige Landsorganisation, Spaniens Socialistiske
Arbejderparti og Spaniens kommunistiske Parti sig til arbejderklassens internationale organer – II
Socialistiske Internationale og Kommunistisk Internationale (Komintern).

Den spanske appel
På baggrund af Nazi-Tysklands uprovokerede angreb på Republikken Spanien henvendte Spaniens
socialistiske Arbejder, Spaniens kommunistiske Parti og Det almindelige Fagforbunds
Eksekutivkomite sig til Socialistisk Arbejder Internationale, Kommunistisk Internationale og
International faglig Central efterfølgende med en indtrængende appel om solidaritet i kampen mod
fascismen:

“En nationalsocialistisk eskadre, som udøver kontrolfunktion i farvandene ved Almería, har netop
over for vor by forøvet en nederdrægtig aggressiv handling, som overgår alle de skændselsgerninger,
der hidtil er udført af den tyske og italienske fascisme, der er trængt ind i vort land. Under krænkelse
af alle normer for folkerettigheder og under ringeagtelse af de internationale afgørelser, har den tyske
krigsflådes kanoner bombarderet den civile befolkning i Almería og bragt den blodige tab. Stillet
over for denne krigeriske handling, der er et oprørende udtryk for fascismens krigeriske hensigter,
vender vi arbejdere og bønder i Spanien, folkets arbejdende masser, der kæmper i de forreste rækker
i kampen mod den nationale og internationale fascisme, og som, samtidig med, at vi forsvarer vor
frihed, også beskytter proletariatet i hele verden mod en frygtelig krigs rædsler, vender vi os til jer,
kammerater i Socialistisk Internationale, Komintern og I.F.C., til hele det aktive proletariat i
arbejderpartierne og fagorganisationernes rækker, med anmodning om at forstærke jeres solidaritet
med det spanske folk, hvis hjem og hvis ubevæbnede sønner på ny er blevet udsat for et forbryderisk
overfald. Vi opfordrer jer til at standse de fascistiske regeringer, der med uhørt grusomhed angriber
vor civile befolkning og truer oldinges, kvinders og børns liv. Vi opfordrer jer, verdensproletariatets
avantgarde, om på ny at indlede energiske, fælles aktioner for at mobilisere den proletariske
solidaritet blandt alle folkeslag, der er fast besluttet på at forhindre, at fascismens planer om at
udfolde en verdensbrand bliver virkeliggjorte. Leve proletariatets internationale solidaritet i kampen
mod fascismen! Fremad, sammen med Spaniens folk! Fremad, for fred og frihed i hele verden!”

Kominterns korte svar til de spanske kammerater:
“Vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at få det internationale proletariat til endelig at forstå,
hvor overordentlig nødvendigt det er at skabe enheden til forsvar for det spanske folk imod de
fascistiske barbarer og til verdensfredens bevarelse.

På Kommunistisk Internationales Eksekutivkomités vegne. G. Dimitroff, generalsekretær.” På
baggrund af Kominterns henvendelse om fælles initiativer i kampen mod fascismen, skriver II
Internationale tilbage som følger:

“Til Georgi Dimitroff, Generalsekretær for den Kommunistiske Internationale. Vi har modtaget det
samme opråb fra Valencia. Vi er fuldkommen klar over nødvendigheden af en energisk aktion og
mere end nogensinde besluttet på at gennemføre en sådan. Vi har underrettet vore spanske venner
om vore hensigter, før vi modtog jeres budskab. Vor Internationale vil indenfor sit ansvars
rækkevidde fuldt ud opfylde sin pligt. Hverken dens formand eller dens sekretær har imidlertid, som
De ved, den nødvendige fuldmagt til i Internationalens navn at tilslutte sig den foreslåede komité.

Bryssel, den 4. juni 1937 De Brouekére. “

“Skal det spanske folk prisgives på grund af formalisme?”
“Under påberåbelse af bevæggrunde af formel karakter og mangel på fornøden fuldmagt er
formanden for Socialistisk Arbejderinternationale veget uden om et direkte svar på vort forslag om
skabelse af en kontaktkomité,” skrev Kominterns generalsekretær til de spanske kammerater,”
..en komité, der skulle indlede fælles aktioner af de tre internationaler til forsvar for det spanske folk.
Vi insisterer fortsat på konkrete forslag til oprettelsen af den internationale aktionsenhed fra
Socialistisk Arbejderinternationales lederes side. Vi har i den forbindelse foreslået et møde mellem
repræsentanter for den kommunistiske og den socialistiske arbejderinternationale. Så snart vi har fået
svar herpå, skal vi underrette jer herom.

På vegne af Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité.
G. Dimitroff. “
NB. Svaret kom aldrig.

Republikkens sidste dage
I maj fremsatte den republikanske regering et fredsforslag i 12 punkter, men det blev arrogant
afvist af Franco. I løbet af sommeren 1938 gik fascisternes offensiv i stå, og slaget ved Ebro
ændrede situationen i republikkens favør. Men endnu engang var man ikke i stand til at udnytte den
tilkæmpede fordel på grund af manglende materiel. USA havde lige nedlagt forbud mod salg af
våben til den spanske republik. Kun Sovjetunionen kom den betrængte republikanske hær til hjælp.
Dette på trods af den af den tysk-italienske flådeblokade, som gjorde det stadig vanskeligere at
trænge igennem til de spanske havne, hvor den livsvigtige last kunne bringes videre til fronten.
Sovjetunionen sendte i alt 700 kampvogne og 1500 fly og et ukendt antal håndvåben, ammunition
m.m.. Da Hitler, Chamberlain, Daladier og Mussolini mødtes i München den 23. september 1938
og dér indgik den såkaldte München-aftale, udleverede de ikke alene Tjekkoslovakiet til Hitlers
forgodtbefindende, nej også Spaniens skæbne blev beseglet denne septemberdag i München. Før
mødet om Münchenaftalen overvejede Franco at indgå i fredforhandlinger, da han regnede med, at
Hitler ville blive sat på plads af vestmagterne, og derfor ikke kunne fortsætte den militære støtte til
hans falangister. Men som bekendt skete det modsatte. München-aftalen blev kronen på Hitlers
værk. Efter den havde han frie hænder. “Krigen var sikret”, som Arbejderbladet skrev. De
sovjetiske opfordringer til at stoppe Hitler mens man stadig kunne, blev hånligt afvist. I maj lukkede
den franske regeringschef, Daladier den fransk-spanske grænse og umuliggjorde dermed forsendelse
af sovjetiske våben til den spanske republik gennem Frankrig.

I Spanien var ingen i tvivl om følgerne af Münchenaftalen. Francos tropper var igen i offensiven.
I juni 1938 erobrede fascisterne Bilbao, og 15. november afholdtes en afskedsparade for Den
internationale Brigade, som derefter hjemsendes. I januar 1939 satte Franco sin afgørende offensiv
ind i Katalonien. Barcelona faldt den 26. januar, og de lange knives nat begyndte. Flere end en halv
million af byens indbyggere flygtede mod den franske grænse, hvor de blev mødt af de franske
gendarmer og indsat i dertil indrettede kz-lejre. Den 1.februar anerkendte England og Frankrig
Franco-Spanien.

I Madrid krævede en række officerer fredsforhandlinger og overgivelse. Den 4.marts forsøgte de et
oprør mod regeringen og indsatte en kup-regering, der som sin første handling arresterede mange
ledende kommunister, samtidig med at de gik til angreb på de kommunistisk ledede militære
enheder i byen. Motivet var at vise Franco, hvor antikommunistiske de var, for at få en
“acceptabel” fred for hæren. Franco afviste dem, og den 27.marts brød den republikanske hær
sammen og Madrid og Valencia faldt i fascisternes hænder. De kommunistiske ledere var de sidste
der forlod Madrid. Tilbage blev andre kommunistiske – men mindre kendte – ledere. Den illegale
kamp tog sin begyndelse fra dag 1. Den 28.marts 1939 rykkede Franco ind i Madrid med 200.000
mand. Den fascistiske nat sænkede sig over Spanien.

Slået - men ikke besejret
Kommunisternes stolte leder - La Passionaria - frihedens ypperste forsvarer, skrev om disse de
mørkeste dage i hendes liv: “Modstanden i Katalonien var brudt sammen. Mirakler kunne vore
soldater jo ikke fuldbyrde. De havde ikke længere et bagland for deres kamp. Foran sig havde de
fjendtlige tropper, som var vel udstyret med al slags krigsmateriel, bag deres ryg lå den franske
grænse. Men vore mænd holdt endnu stand for at gøre det muligt for republikkens præsident, den
centrale regering og generalidad, at forlade landet og gå over den franske grænse. Så kom turen
også til dem.”

Med tungt hjerte overskred de grænsen. De franske gendarmer betragtede fulde af uro de dystre
ansigter og den beslutsomme holdning hos disse mænd, som vel var slået, men ikke besejret.
Omringet af gendarmer blev de spanske soldater ført bort til pigtrådslejrene Argelés, Gurs, Saint-
Cyprien. De første franske ord, som vore soldater hørte i menneske- og borgerrettighedernes land,
var “allez”, allez, reculez!” - “fremad, fremad, tilbage dér!” - fra de gendarmer, der omringede dem
på vejen til kz-lejrene.

Blandt disse soldater var også min søn Rubén som havde fået sin ilddåb i Katalonien. Han tilhørte
en rekognoscerings- bataljon ved Ebrohæren og var under tilbagetoget sammen med en lille gruppe
soldater blevet afskåret i en brændende skov, hvorfra han kun med stort besvær kunne slippe bort.

Erfaringerne i Spaniens-krigen, hvor han havde levet og kæmpet side om side med Listers og
Modestos tapre mænd og bestræbt sig på at ligne dem, og hans ophold i kz-lejren Argelés havde
lært ham, hvordan man skal kæmpe og dø. Ruben fandt heltedøden ved Stalingrad.”

(Artikkelen er hentet fra Kommunist)

Kun abonnenter kan lese hele artikler. Du kan enkelt abonnere på Friheten
Meld deg inn nå!

Kommentarer

blog comments powered by Disqus

Friheten - Avisa med nyhetene bak nyhetene!

Følg Friheten: Forsidene | Facebook | Twitter | Flickr | Wikipedia BuyAndRead |  NKP

Friheten er ei norsk avis som utkommer annenhver uke. Avisa har lang historie, tilbake til at den var illegalt etablert under andre verdenskrig, i 1941. I dag er den skrevet, redigert og utgitt med stor grad av frivillig arbeid, derfor er vi avhengige av både økonomiske bidrag, men også tekstbidrag. Støtt oss!

Ansvarleg redaktør: Odd Jarl Gerhardsen Redaktør: Terje Bjørlo Nett: 

Kontakt avisa eller redaksjonen

Utgiver: Norges Kommunistiske Parti Postadresse: Kiledalen 21, 4619 Mosby
Telefon ansvarlig redaktør: 
ISSN 0805-4975 (trykt utg.) ISSN 2464-1448 (nettutg.)

Kopirett © Friheten 1997-2023 - Republisering