(Nr 22 - 2006) Byens liv blev omorganiseret. De drivende kræfter i denne proces var kommunisterne og det socialistiske ungdomsforbund, der samledes i én organisation under ledelse af kommunisten, Santiago Carillo - som langt senere - efter Francos død i 1975 - blev formand for Spaniens kommunistiske parti.

Av Anton Nielsen

Der skete kun få beslaglæggelser af privat ejendom. Den holdning var helt i overensstemmelse med regeringens og Folkefrontens politiske grundlag. Det var en politik, som fik fuld opbakning fra størstedelen af det spanske folk - fra kommunisterne og langt ind på den borgerlige midte. Folkefrontens politik sikrede den spanske arbejderklasse og fagforeningerne betydelig indflydelse på den politiske proces.



Anderledes gik det i de regioner af Spanien, hvor anarkisterne dominerede. Provinsen Aragonien var
et af de områder, som måtte lægge ryg til et af de anarkistiske eksperimenter. Mens Franco i spidsen
for en fascistisk oprørshær forsøgte at underlægge sig Spanien, mente anarkisterne, at det var helt
afgørende umiddelbart at sikre oprettelsen af kollektivbrug. Disse kollektiver, som ofte blev oprettet
ved tvang, blev organiseret på landsbybasis, og var såkaldt selvstyrende politiske enheder. I Kina
forsøgte man noget lignende mange år efter – folkekommuner blev det kaldt dengang.

Disse kollektivers hensigtsmæssighed og nødvendigheden af dette eksperiment i en situation, hvor
fascismen var på fremmarch og truede den spanske republik med udslettelse, er meget omdiskuteret.

I de mange ophedede diskussioner, som er foregået siden, virker det som om, at mange har glemt,
hvad følgen blev af anarkisternes hovedløse politik. Kendsgerningerne fik trange kår, de tjente ikke
sagen.

En kendsgerning er det dog, at den, af anarkisterne iværksatte tvangskollektivisering i Valencia-
distriktet, stødte mange oprindelige tilhængere af Folkefronten og en demokratisk udvikling i
Spanien fra sig. Men den største indflydelse havde anarkisterne i Barcelona. Udviklingen i Barcelona
var entydigt præget af anarkisterne. Den catalanske regering - Catalonien havde fået delvis selvstyre
i 1931 - nøjedes med at se til, mens anarkisterne eksproprierede alt hvad de kunne. Hele industrien
og dertil banker og hoteller. Virksomhederne blev drevet af valgte arbejderråd, som suverænt
fastsatte produktionsmål, arbejdsforhold, lønninger mv.

I starten af perioden var der et fald i produktiviteten, som skadede den spanske republiks
forsvarsevne på et særdeles vanskeligt tidspunkt. Men fra midten af 1937 og frem til midten af 1938
forbedredes situationen meget væsentligt.

Mange af de anarkistiske ledere fik nye erfaringer, som man hentede sig i det praktiske arbejde.
Man lærte også meget af det samarbejde, man indgik i med de faglige organisationer. I det hele taget
skete der en samling af den stærkt splittede spanske arbejderklasse i løbet af borgerkrigen. Enheden
blev dog aldrig fuldstændig, og frem for alt – den kom for sent!

I Barcelona dannedes Det forenede socialistiske Arbejderparti (PSUC) ved en sammenslutning af
socialister og kommunister. Og i Madrid dannedes i september 1936 en ny folkefrontsregering under
ledelse af socialisten Largo Caballero, der også omfattede det kommunistiske parti (PCE), som
derved blev det første vesteuropæiske kommunistiske parti, som indgik i en regering.

Dannelsen af den nye regering kom efter en række katastrofale militære nederlag. Republikkens
tropper bestod på dette tidspunkt af loyale hærenheder, dels af arbejdermilitser eller militser fra de
politiske partier. Anarkisterne dannede deres egne enheder, som under fascisternes angreb på
Madrid i slutningen af oktober 1936, viste en total mangel på effektivitet.

I november var situationen faktisk den, at fascisterne havde erobret universitetsbyen i Madrid, og
havde besat hovedstadens forstæder. Den fascistiske general Mola skrydede af, at han snart ville
kunne drikke sin kaffe på sin yndlingscafé på Madrids hovedstrøg Gran Via. Det kom han dog til at
vente med lidt endnu. Madrids indbyggere var ikke til sinds at overgive sig.

Kilder:
– Land og Folk d. 5. august
1976: Et kapitel i den spanske
republiks historie,
– Dolores Ibarruri/La Pasionarias
erindringer.
– Carsten Jørgensen: Fra Bjelkes
Allé til Barcelona.
Artikkelen er hentet fra Kommunist
nr. 3 - 2006.