Dobbeltmoral og hykleri

■    Den 24. november sidste år iværksatte gruppen ”Guardian of Peace” et hackerangreb på selskabet Sony og hentede 33.000 dokumenter, manuskripter og kopier af kommende film.

Af John Poulsen
Man truede med at offentliggøre dem, hvis Sony ikke trak filmen ”The Interview”, som skulle have premiere den 25. december tilbage. Da Sony i første omgang ikke ville indfri kravet, offentliggjorde gruppen den 16. december en række dokumenter og film, og truede med at angribe de biografer, som eventuelt viste den. Efter at 3.000 biografer derfor frabad sig filmen, besluttede Sony at standse den, men valgte alligevel at lægge den på nettet, og den blev også vist i 500 større og mindre biografer, uden konsekvenser.
Kort fortalt går filmen ud på, at to amerikanske journalister rejser til Nordkorea for under dække af et interview at myrde landets leder Kim Jong-un.
Naturligvis skabte sagen røre ikke kun i USA, men over hele verden. USA beskyldte Nordkorea for at stå bag hackerangrebet, og FBI påstod, at de havde beviser for det. Indtil nu er der ingen der har set disse beviser. Nordkorea har benægtet at have noget med sagen at gøre, ligesom en del eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet har kapacitet til et sådant angreb. Som det fremgik af de beviser der blev lagt frem i FN i forbindelse med angrebet på Irak og de undskyldninger man efter den såkaldte Tonkingbugt affære i 1964 brugte for at bombardere Nordvietnam, har USA et meget løst forhold til beviser.
Præsident Obama betragtede sagen som et spørgsmål om national sikkerhed, og i begyndelsen af januar beordrede han til en udvidelse af blokaden mod Nordkorea ved at tilføje tre firmaer og ti personer på listen. Ironisk nok var det ene ”firma” Nordkoreas militære efterretningstjeneste og det andet et våbenindkøbsfirma. Man må gå ud fra, at USA aldrig har ”handlet” med nogen af de to firmaer. Obama understregede at ”denne ordre ikke er rettet mod den nordkoreanske befolkning, men mod myndighederne og aktivister, som truer USA og andre lande.”

USA’s forargelse over hackerangrebet er udtryk for en dobbeltmoral i forhold til de mange afsløringer af NSA’s ulovlige aflytninger af statsledere rundt om i verden, som uden tvivl går for sig den dag i dag, uden at USA vil indrømme det.  Det er også hykleri, når Obama siger at ”vi kan ikke have et samfund, hvor en diktator påtvinger censur her i USA”. Under McCarthyismen blev der i allerhøjeste grad udøvet censur, ikke udefra men indefra. I november 2001 havde Bushs rådgiver, Carl Rove, et møde med præsidenten for de amerikanske filmproducenter, hvor han opfordrede dem til at bakke op om kampen mod terrorismen, og det efterlevede man i flere år ved ikke at lave film, der var kritiske overfor regeringens krigspolitik. Efter invasionen i Irak i 2003 blev filmfolk, der kritiserede den, stemplet som upatriotiske, og i lang tid gav Hollywood sig selv mundkurv på. George Clooney blev kaldt ”forræder”, fordi han pegede på, at man måske burde have stillet nogle flere spørgsmål, inden man sendte soldater til Irak, og musikere, der var kritiske, fik ikke længere spillet deres musik på radiostationerne. Ingen bekymrede sig den gang om ytringsfrihed.   Først da folkestemningen i USA i 2007 begyndte at vende, kom der mere kritiske film om krigene i Afghanistan og Irak.  
Et eklatant eksempel på ytringsfrihedens vilkår i USA er filmen ”Jordens Salt”, der handler om en 14 mdr. lang minestrejke i New Mexico i 1951, og hvor alle midler blev taget i brug for at bremse den. Flere gange blev optagelserne i 1953 forhindret af politiet eller American Legion, som også optrådte i forbindelse med Paul Robeson koncerten i 1949 i Peekskill (Kommunist nr. 9, 2014). Der blev også udført et attentatforsøg imod en fagforeningsmand, hvis bil blev gennemhullet. En række senatorer ville have den forbudt, heriblandt Senator Donald J. Jackson, som i kongressen udtalte at ”filmens titel er mig i øjeblikket ubekendt, men den finansieres af den kommunistisk beherskede ”United Mine, Mill and Smelt Workers Union”. Jeg har under optagelserne modtaget information om de hidtil filmede sekvenser, og de bekræfter nøje, hvad man kan forvente sig af en gruppe kommunister, der beskæftiger sig med filmfremstilling. Filmen er bevidst lagt an på at ophidse til racehad og at fremstille USA som alle farvede folkeslags fjende. Hvis denne film bliver vist i Latinamerika, Asien og Indien, vil den ikke blot gøre ubodelig skade for USA, men for alle frie menneskers sag. I virkeligheden er denne film et nyt våben for Rusland … Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at forhindre visning af denne kommunistskabte film i Amerikas biografer.”  Filmproducenten Howard Hughes gav gode råd om, hvordan den samlede filmindustri kunne forhindre færdiggørelsen af filmen, og mens det var minearbejdernes fagforening, der var med til at finansiere den, så var operatørernes fagforening med til at forhindre filmens distribution. Hollywood AFL Film Council forsikrede om, at de ville gøre alt for at forhindre visning af filmen og anmodede deres medlemmer om at medvirke hertil.  
De der stod bag filmen, instruktøren Herbert Biberman, produceren Paul Jarrico og manuskriptforfatteren Michael Wilson, var alle blevet blacklistet i Hollywood, og det var svært for dem at finde skuespillere, der turde medvirke i filmen. Derfor blev mange roller spillet af minearbejdere, men en af de få professionelle var den mexicanske skuespillerinde, Rosaura Revueltes, der spillede hovedrollen. Hun blev arresteret, og under forhøret blev hun direkte spurgt, om hun var kommunist og om filmen var kommunistisk. Bagefter blev hun udvist af USA og sortlistet i Mexico og tog derfor i en periode til Cuba. For at gøre filmen færdig måtte Biberman lave de sidste scener i Mexico, og da filmen skulle fremkaldes ville ingen af de store laboratorier gøre det. Det lykkedes alligevel af få den færdig, men dermed var det ikke slut. Da den endelig skulle have premiere i 1954, var der kun en enkelt biograf i New York, der ville vise den og her kunne den ses i 9 uger. Der skulle gå mange år, før den blev anerkendt og kom på plakaten i USA.