José Saramago har dedikeret ”Elefantens rejse” til sin kone med disse ord: ”Tilegnet Pilar, som ikke vil lade mig dø”. Det blev hun dog nødt til i juni i år, hvor forfatteren efter flere års helbredsproblemer døde i en alder af 87 år.

Anmeldt af Margit Andersen

Man kunne derfor frygte, at romanen, der udkom i Portugal for to år siden, ville bære præg af at være skrevet af en syg og livstræt gammel mand, men tværtimod. Det er en veloplagt, farverig og humoristisk fortælling om en fantastisk rejse op gennem Europa, fra Lissabon til Wien, i midten af det 16. århundrede.

Et tilbagevendende tema i Saramagos værker er, at tilfældigheder styrer vores liv. Således også ideen til denne bog, som han fik under et besøg i Salzburg, hvor han så nogle små træfigurer i en restaurant og erfarede, at de forestillede forskellige bygningsværker, der angav en rejserute i 1551, som blev gennemført af et ejendommeligt selskab.

Hovedpersonen var en elefant, som sammen med sin dressør var blevet fragtet fra Indien til Lissabon for at blive fremvist, men derefter henslæbte to år i glemsel og ørkesløshed i en indhegning. Men så sker der noget. Kongen, Joán III, skal finde på en bryllupsgave til sin nevø, Maximilian af Østrig, og hvad skal man dog give en mand, der har alt? Kongens kone får den ide, at forære ham tykhuden, der alligevel bare æder og drikker og ingen nytte er til.

Samfærdselsmidlerne var ikke så udbyggede dengang, så der er faktisk kun en måde at transportere en elefant på: Den må gå på sine store fødder. Først til Valladolid i Spanien, hvor brudeparret befinder sig, og derefter er det deres problem at komme videre med den til Wien. Rejsegruppen er omfangsrig, for der skal passes på Salomon, som vores tykhudede ven hedder, og derfor må der en mindre hær med. Desuden mange kærrer med okseforspand til at transportere forsyninger til mennesker og dyr, ikke mindst til Salomon, der indtager enorme mængder daglig, og derefter skiller sig af med tilsvarende mængder til gene for omgivelserne.