(Nr 24 - 2006) Godt 500 danskere delt og som frivillige i den spanske borgerkrig 1936 til 1939. 150 fandt døden dernede. De der kom hjem i live, blev modtaget på havnekajen eller togperronen af et særdeles fjendtligt dansk politi.

Av Anton Nielsen

Den danske stats taknemmelighed over for de unge modige danske, som i frihedens navn - og som
de første havde bekæmpet den fjende - der få måneder efter besatte vort eget land, var hurtigt
overset. Samme stat indledte fra dag 1 et tæt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt. Det
varede til det danske folk satte dem fra bestillingen i august 1943. Imens opbyggedes den danske
modstandsbevægelse, hvori de spaniensfrivillige kom til at spilde en betydningsfuld rolle.

Fangerne lemlæstes
Efterfølgende er et brev fra Harald Nielsen, der sammen med sine brødre Kaj og Aage ligger ved
Madrid-fronten: Madrid d. 22. marts 1937.

Kære alle!
Ja, så sender vi et par ord igen, så I kan se vi stadig er i live. Vi er gået et godt stykke frem.
Fascisterne havde sat en del tanks, som vi med vore tanks slog tilbage. De trak sig så hurtigt tilbage,
at deres tanks kørte hen over deres mange sårede og faldne og knuste dem. Vore flyvere har bombarderet en autokolonne på 400 vogne med al mulig ammunition, flyvemaskinedele, geværer,
fødevarer og et par tusind mand, så dem kan Franco kikke i vejviseren efter.

De italienske fascister benytter nogle modbydelige metoder over for fanger. Vi har set dræbte fanger,
som blev efterladt, hvor fascisterne har skåret hele deres underliv i stykker, og andre havde de med
lange stave naglet til jorden, hvor de fik lov at ligge og dø. Det er den kultur Mussolini indfører i
Spanien.

Men vi har det efter forholdene godt, og vor front står godt, hvad kan vi så forlange mere. Vi har
taget italienske fanger, og de er blevet indprentet af deres fascistiske officerer, at de skal skyde sig
en kugle for panden, hvis de bliver fanget af os. Man har bildt dem ind, at vi lemlæster dem på
samme måde, som de lemlæster vore fanger. Vi har talt med en kammerat fra det gamle “Centuria-
Thälmann”, han er nu oberst, og han besøgte os tre en aften, hvor han fortalte os, at han havde
taget 175 italienere til fange. Italienerne sagde, at de var taget hjem fra Abesisinien for at komme
på orlov, men da de så kom til Italien, fik de ordre til at tage til Spanien, de blev tvunget til det. Han
fortalte også, at da de kom ind til dem i fængslet rystede de af angst, men da han havde talt med
dem i et par minutter og sagt, at der ikke ville ske dem noget, hvis de var rolige, havde de alle tårer i
øjnene.

... jeg blev afbrudt, for der kom to fascistiske bombeflyvere over hovedet på os, og dem måtte man jo give en salut med på vejen.

Hilsen fra Harald.

Artilleriskyts
Samme dag skrev en anden af brødrene - Aage - bl.a. følgende:
... Vi er alle tre raske og ligger i en dejlig understand. To af vore luftkanoner er kørt frem til
artilleriskyts, og de kan lave noget. I går skød de tre lastautomobiler i stykker. De var på vej til
fascisterne med frisk ammunition, desuden blev en kolonne på 200 fascister ødelagt. Vi håber
alle sammen, at England og Frankrig snart kan få begyndt på den kystkontrol, for det er jo bare
tyske og italienske fascister, der ligger ved fronten, og deres materiel er også tysk og italiensk.

Det har været temmelig varmt i de sidste to uger, vi har været ved fronten, næsten ikke til at holde
ud. Vi er sorte som negre af skidt og solen. Det er fem døgn siden, vi sidst vaskede os, det kniber
nemlig lidt med vandet her ved fronten. Vi drikker kun vin, rødvin og hvidvin, men det er til
gengæld også nok af, og maden er heller ikke dårlig.

Mange hilsner fra Aage.

(Aage Nielsen døde under Gestapos tortur i Vestre Fængsel den 19. oktober 1943. Han var
sammen med sine brødre mellem de første sabotører og var med til at opbygge KOPA og BOPA.)

I Sierra Nevadas bjerge
Spanien den 29. marts 1937

Kammerater!
Som jeg skrev i sidste brev, som jeg håber I har modtaget, skulle vi til fronten, vi har nu ligget her
over en måned. Rejsen til fronten varede i tre døgn og foregik i rutebiler. Inden vi kom til fronten,
var vi en tur i Valencia, og som i Barcelona var modtagelsen og afskeden strålende. En mur af
kammerater og forbundsfæller, en skov af knyttede næver, var det sidste indtryk af den by, hvor
Spaniens lovlige regering har til huse i øjeblikket. Det første mål på vor rejse var en lille bjergby i
bjergkæden Sierra Nevada. Her gik vi i stilling efter at have haft 3-4 timers skarp bjergbestigning
med fuld oppakning.

I seks dage lå vi i kamp med fascisterne i Sierra Nevadas højeste punkter. Flere nætter havde vi
frygtelige snestorme. Det var frygtelige nætter, som jeg kunde unde dem, der taler om barrikade-
romantik i forbindelse med de kammerater, der i dag kæmper i Spanien.

Da vi i rutebilerne var på vej til fronten, mødte der os et syn, som vi sent vil glemme. Det var
flygtningene fra Malaga. De kunne ikke blive hjulpet, før de kom til større byer, hvor regeringen
havde magten. Kvinder, mænd og børn i alle aldre med hundreder af kilometers strabadser i
bjergene og på solvarme landeveje bag sig. En gammel kone sad helt sammenkrøbet og lignede
kun en bylt klude. Mødre med børn på armene og en bylt på ryggen, sultne og trætte, men de
havde dog sans for at hilse os med knytnæver, og samtidig udslyngede de deres foragt og
forbandelser mod de fascistiske røverbanditter, der havde jaget dem bort fra deres hjem. Det var en
oplevelse, som vi aldrig vil glemme.

For øjeblikket har vi vagttjeneste det ene døgn og fri det næste, men snart skal vi videre.
Kammerater – der er kun én vej - fremad.

Harry Jensen

Varme dage ved Jarama-fronten
Spanien den 9. april 1937.
Kammerater.
Vi ankom til Spanien juleaftensdag og var derefter først en måneds tid i en lille by, hvor vi fik
uddannelse, herefter blev vi overflyttet til Thälmann-bataljonen. Endelig den 16. februar gik det
til fronten. Det var Jarama-fronten. Så ved I sikkert, at vi fik nogle varme dage. I de tre første døgn
var der en del sårede, men vi danskere klarede os meget godt.

Vi havde kun en alvorligt såret, og det var Poul Olsen, hans maskingevær blev ramt af en granat.
Den næste dansker, der blev såret, var Helge Christiansen, det skete den 8. dag, han fik en
eksplosiv kugle på den ene side af kæven, men han kommer temmelig sikkert godt fra det.

Den 24. februar - det var om morgenen - skulle den maskingeværgruppe, jeg var med i, skifte
stilling. På selve turen over til den nye plads, fik jeg et skud i låret, så benet brækkede lige over
knæet, og efter de andre var kommet på plads, fik Bjarne Sørensen et skud lige i hoften.

Svend Olsen og Poul ligger her på hospitalet, de har skudsår i maven. Det er ikke rart, et brækket
ben kan da i hvert fald blive helt igen. Nu ved I, hvordan det er gået os, der rejste herned den 19.
december, men hvorledes det går med de andre danskere, ved jeg ikke, vi har ikke haft nogen rigtig
føling med dem, da de ligger ved andre kompagnier.

Jeg håber I kan læse min skrift, den er ikke smuk, men kan ikke blive bedre, når man skal ligge på
ryggen og skrive lige op i luften. Jeg kan nemlig ikke sidde op for min gipsbandage, der når helt
op til brystet.

Hilsen til alle kammeraterne,
Roald (Thomsen)

Da italienerne fik klø
Spanien d. 14. april 1937.
Kære kammerater.
... Vi kom fra Jarama-fronten og rejste til Guadaljara-fronten. Den ligger meget højt, så vi havde
sne og regn i to dage. Det var ikke morsomt at komme så højt til tops. De første dage så vi ikke
noget til fascisterne, men så kom den dag, hvor vi gik frem imod dem. Vi kom op på en bakke,
og så begyndte krigen for alvor. Kuglerne peb os om ørene.

Jeg var gruppefører for et maskingevær, og vi kom i stilling. Men så blev en dansker, der var ved
mit maskingevær, såret i ryggen af en kugle. Hans sår var dog ikke farligt, og vi blev liggende
et stykke tid og skød på fascisterne. Der faldt mange for vores maskingevær, men vi har også en
god skytte, han er svensker. Vi går for at være det det bedste maskingevær i Thälmann-bataljonen.
Så kom der ordre til at flytte stillingen, og jeg var ude for at finde en anden stilling. Men jeg kom
ikke så langt, før jeg fik en kugle i ryggen. Såret var ikke farligt, og jeg kunne selv gå hen og blive
forbundet og derpå gå tilbage til mit maskingevær. Jeg kunne godt have fået to dage, men jeg ville
hellere tilbage til kammeraterne.

Jeg mødte mine kammerater på tilbagetog, men det var gjort med vilje for at lokke fascisterne i en
fælde, og de plumpede lige så nydeligt i den. Vi drejede vort maskingevær om og skød på
fascisterne. Der faldt mange, og alle var de italienere, så nu hjælper det ikke, at de borgerlige blade
skriver, at der ikke findes nogen italienere på fronten, vi har selv set dem med vores egne øjne, og
det var ikke nogle enkelte stykker. Rundt om os lå de i hundredvis - som fluer. Den dag endte med
nederlag for fascisterne. Der blev erobret en mængde maskingeværer og geværer, og der blev
taget en masse fanger. Den næste dag klokken 3 gik vi frem igen. I skulle have set fascisterne løbe.
Det gik stærkt. De løb fra geværer, gasmasker, tæpper og alt muligt andet. Bagefter skrev de
spanske aviser:” Vi har ikke noget mod at Mussolini blander sig i borgerkrigen, når han på den
måde skaffer os krigsmateriel. Vi havde fået over 100 kanoner, næsten 200 maskingeværer,
ca. 15.000 geværer, to millioner patroner, mængder af kanonammunition, over 100 biler og
lastvogne og mere end 100.000 liter benzin. Hertil kommer så uanede mængder af levnedsmidler,
tæpper, kogekar og udrustning af alle slags. Og nu ryger mange af vore kammerater italienske
cigaretter.

Bernhard Larsen

Højttaler som våben
Spanien d. 27. maj 1937.
Kammerater.
Sidste gang jeg skrev, havde vi foretaget et større fremstød fra Pozoblanco, hvorpå vi gik i stilling
ca. 600 meter fra fascisterne for at afvente flankernes fremgang. Vi ligger på omtrent samme sted
endnu, men vi har bygget nye stillinger, som ingen fascist kan slippe levende igennem. Venstre og
højre flanke har derimod haft god fremgang og har taget mange fanger foruden store mængder
ammunition og materiel.

Hos os har kampen fået en anden form. For ca. 14 dage siden fik vi en højttaler her ved fronten,
og jeg tør sige, at den gør mere nytte end vort maskingevær.

For hvorfor skyde på vore kammerater, som ligger på den anden side; det ser måske mærkeligt ud,
at jeg skriver om kammerater, når der er tale om dem, der ligger på den anden side af os, men
forholdet er det, at mange af dem er tvungne soldater, deres uniformer er fascistiske, men deres
politiske anskuelser er lige modsat, hvad de mange overløbere er det bedste bevis på. Der går
ikke en nat, uden der kommer nogen over til os. I de fleste tilfælde kan vi takke højttaleren g vore
flyveblade, kastet ned fra flyvemaskiner, for det. Det er en vigtig opgave at gøre alle antifascister
forståeligt, at kommer de til os, så sker der dem intet. Vi har gennem overløbere fået at vide, at der
findes mange, der hellere end gerne vil komme, men de tør ikke, fordi officererne har fortalt dem i
hundredvis af løgnehistorier om “de røde” og især om Den Internationale Brigade.

Med kammeratlig hilsen
Ronald Johansen
(Ronald Johansen faldt på Madridfronten i august 1937)

Skandinaver i hårde kampe ved Quinto
Spanien d. 21. september 1937.
Vi har fra vore kammerater på fronten ved Zaragoza modtaget en lille dansk skrevet front avis
“Offensiv”. Det nummer vi har modtaget beskæftiger sig kun med de republikanske troppers
gennembrud af den fascistiske front ved Quinto den 23. august, et gennembrud så voldsomt, så
alt hvad vi har hørt tidligere stilles i skyggen.

I gennem bruddet spillede den heltemodige Thälmann-bataljon, der hovedsagelig består af danskere
og svenskere en afgørende og ærefuld rolle. Desværre kostede gennembruddet fire danske
arbejdere livet, nemlig Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen.

– Og så lader vi vore kammeraters egen avis, frontavisen “Offensiv”, fortælle i sit nøgterne, saglige
sprog om hvad der skete ved Quinto, en lille by syd for Zaragoza hin blodige men sejrrige dag.

Stormangreb
Vor offensiv på Aragon-fronten indledtes med stormen på byen Quinto, en nøglestilling til
landevejen og jernbanen til Zaragoza. Som sædvanlig tog Thälmann- bataljonen en fremskudt
position i kampen, og som sædvanlig viste den sig sit ry værdig. At fascisterne selv var klar over
Quintos strategiske betydning, fremgik af de omfattende befæstningsværker, de havde anlagt foran
byen. Deres tre dobbelte linier var bygget efter de bedste principper fra verdenskrigen med
sandsække, skydeskår, underjordiske rum og pigtråd og skulle på forhånd synes uindtagelige. Når
det alligevel lykkedes os at storme disse stillinger på vor offensivens første dag, skyldes det, at
angrebet kom uventet for fascisterne, at vort krigsmateriel var tilstrækkeligt, og at mandskab og
materiel under vor dygtige hærledelse samarbejdede med forbilledlig præcision.

Mandag aften d. 23. august klokken 23 rykkede Thälmann-bataljonen ud i frontlinien, og få timer
efter havde den sammen med 11. brigades andre bataljoner indtaget en stilling i et øde
ingenmandsland foran fjendens linier. Allerede klokken tre morgen begyndte fascisterne skydningen
i måneskinnet, mens vore folk koncentrerede sig om at finde dækning på den flade slette, inden
dagslyset gjorde det vanskeligt.

Kirken som fæstning
Første kompagni, som udelukkende bestod af skandinaver og spaniere havde fået den opgave at
storme hovedindgangen til stillingerne lige foran byen, og kompagniet løste opgaven så grundigt, at
en sektion skandinaver stormede videre helt ind i byen, hvor fascisterne under hele kampen
havde holdt befolkningen indespærret i husene, men nu var på vild flugt.

Nogle officerer og fire præster havde imidlertid forskanset sig i kirken, hvor de – ligesom i Alcazar –
holdt en del civile fanger, hvis nødråb lød ud gennem vinduerne. Fra kirketårnet skød den kristelige
civilisations forsvarere imod alt levende i byen, og først efter vi havde bragt kanoner frem og ødelagt
deres maskingevær næste dag, var byen renset for fascister. Samtidig overgav 600 fascister efter
stærk artilleribeskydning deres “uindtagelige” stillinger på bjerget syd for byen og lod sig tage til
fange. Men allerede under første dags stormangreb var vor berømte general Lister, der for et år siden
var en ukendt spansk arbejder, brudt igennem fjendens linier på venstre flanke, havde med kavaleri
og store troppestyrker taget flere byer og var stødt 20 kilometer frem i retning af Zaragoza. Med et
slag var hele Ebrodalen bag Quinto og Pina i vor besiddelse.

Efter den hårde, om end kortvarige kamp, nød Thälmann-bataljonen hvilen i en idyllisk lejr ved
floden, hvor der blev ivrigt badet og braset over lejrilden. Sejren var hurtigt tilkæmpet og af stor
betydning for den endelige sejr over fascismen i Spanien, men den var ikke vundet uden ofre.
Straks ved stormangrebet faldt Thälmann-bataljonens tapre og afholdte fører, Georg Elsner, for en
kugle i brystet. Georg var en lyshåret Berlinerarbejder, der både hvad udseende og humør stod os
skandinaver nær, men ved siden af at være en god kammerat, var han en glimrende officer og fører,
som det vil blive svært at erstatte. Flere andre bataljonschefer faldt foran Quinto den 24. august, og
cheferne for vor bataljons andet og tredje kompagni blev alvorligt såret, foruden adskillige andre af
vores kammerater.

Dræbte danskere
Hårdest gik kampen dog ud over danskerne i første kompagni. Vores tidligere sårede, ukuelige
kompagnichef Jørgen Nørup såredes tidligt på dagen i skulderen, men fortsatte ledelsen af
kompagniet til en fascistkugle gik igennem et stykke af tindingen. Kuglen gik ind under stålhjelmen
og såret var farligt, men vore sidste oplysninger går ud på, at Jørgen Nørup er uden for fare.
Så snart Jørgen Nørup var gået ud af kampen, overtog vor kloge og urokkelige politkommissær,
Villy Fuglsang, kommandoen over kompagniet. Det varede ikke længe, før også han fik en kugle
gennem skulderen, men Fuglsang overgav sig ikke til sygebærerne, før han havde ført
kompagniet helt frem til en gunstig stilling. Under kampen faldt vore danske kammerater
Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen.

Kilder: Ovenstående breve (oprindelig offentliggjort i Arbejderbladet) fra danske
spaniensfrivillige er samlet og udvalgt i 1976 af den gamle frihedskæmper, nu afdøde Martin
Evald Jensen, tidligere medarbejder på Kommunist, i anledning af 50-året for udbruddet af
den spanske borgerkrig.