(Nr 21 - 2006) 2006 er 70-året for udbruddet af den spanske borgerkrig. Med rette er den blevet kaldt generalprøven på anden verdenskrig. Fascismen bredte sig som en pest over Europa. Land efter land blev forrådt og overladt til de nazistiske og fascistiske bødler. I 1936 var turen kommet til den unge spanske republik.

Af Anton Nielsen

Sorte skyer trak op over Europa efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. Den 29. januar blev Adolf Hitler Tysklands kansler. Det nazistiske Tyskland oprustede. Tysklands allierede i fjernøsten, Japan, angreb Kina, hvor de myrdede og plyndrede.

Mussolinis Italien kastede sig “modigt” over det forsvarsløse Abbesinien (Etiopien). I Grækenland udnævnte fascisten Ioannis Metaxas sig selv til diktator. Og i Spansk Marokko konspirerede fascisten

Francisco Franco mod den unge spanske republik. Den spanske republik blev oprettet så sent som i
1931 da den spanske konge Alfonso d. 13. blev styrtet. Som sin første handling overtog den nye
republiks første demokratisk valgte regering kontrollen over de store godser. Jorden skulle tilbage til
folket.

Den fascistiske terror slippes løs
Den 18. juli udbrød en revolte, vendt mod den lovlige spanske regering, i garnisonen i Melilla i
Spansk Marokko. Det var indledningen til de nationalistiske generalers oprør. Anført af general
Franco - som snart efter blev leder af den fascistiske Falange - bredte oprøret sig næste dag til hele
Marokko.

Da Franco havde sikret sig magten i Marokko, var hans næste problem at få fragtet sine tropper til
det spanske fastland. Til dette formål fik han hjælp fra Hitler-Tyskland, som velvilligt stillede fly til
rådighed for overførslen af de fascistiske oprørere til Spanien.

Flere store byer som Burgos, Pamplona og Saragossa faldt straks i oprørernes hænder. I Madrid,
Barcelona og i Baskerlandet nedkæmpedes de lokale militære garnisoners oprør af regeringstro
tropper og bevæbnede arbejdere og militser fra de politiske partier.

Francos tropper var - som tidligere omtalt - fløjet ind fra Marokko med tyske fly til Sevilla. Efter
hårde kampe mellem de fascistiske okkupanter og byens bevæbnede befolkning, blev modstanden
knust. Det var den 20. juli 1936.

Herefter fulgte en af borgerkrigens grusomste massakrer. Alle mænd blev drevet ud af husene og
myrdet på åben gade med knive af de marokkanske tropper. Byens borgmester og andre lovligt
valgte ledere blev tortureret til døde, mens den fascistiske general, de Liano, indrettede sit
hovedkvarter i byens nu tomme rådhus.

Imens lukkede regeringen i Madrid øjnene for situationens realiteter. Den daværende regering var
kommet til magten efter valgene i 1936. Regeringen udsprang af en folkefront, som bestod af Det
socialistiske Parti, kommunisterne og forskellige republikanske centrumpartier. Manuel Azana var
landets præsident, og Casares Quitroga var chef for den nyvalgte regering. Kommunisterne var ikke
medlem af regeringen.

Sådan havde det været siden republikkens indførelse i 1931, da en lignende regering bestående af
socialister og borgerlig, republikanske partier så dagens lys for første gang. De ændrede
forfatningen, adskilte stat og kirke - en vigtig og nødvendig ting i et land som Spanien. De
gennemførte som tidligere nævnt en jordreform og en stribe reformer inden for undervisningsvæsnet.
Men på grund af et stadig voksende pres fra højrefløjen sprængtes venstrekoalitionen. Resultatet
blev en række svage regeringer, som ikke kunne tilfredsstille hverken højre eller venstre.

En af disse overvejende borgerlige regeringer gik så langt, at de i 1934 sendte Franco - en af de
monarkistiske “afrikaner”- generaler, “som havde udmærket sig i undertrykkelsen af det
marokkanske folk” - til Asturien for at knægte de asturiske minearbejdernes opstand.

“De undertrykkelsesmetoder de fremturede med i Asturien var mere end hårde,” skrev kommunisten
Dolores Ibarruri - måske bedre kendt som La Passionaria - i sine erindringer, Den eneste vej: De
var grusomme, især på de steder, hvor afrikanernes “tabor” og fremmedlegionen viste sig.

Asturien blev hærget i en grad, som havde det været en oprørsk marokkansk stammelandsby. Over
4 000 dræbte var resultatet af kampene og terroren i 1934.

Op til 1936 organiseredes og mobiliseredes den spanske højrefløj. I spidsen for denne proces stod
landets ultrahøjre, som altid havde domineret hæren og civilgarden. I 1934 dannedes Falangen, et
fascistisk parti efter italiensk model, men dog med særlige spanske træk. Den største højregruppe
var det katolske Ceda-parti. Men også Agrarpartiet - godsejernes parti - og monarkisterne var aktive
modstandere af Folkefronten og alt, hvad den stod for.

Samme Folkefront erklærede efter valget i 1936 sin vilje til at fortsætte og udbygge de grund-
læggende reformer fra 1931. Det bragte højrefløjen i alarmberedskab. Katolikkerne frygtede
overgreb. De blev bestyrket i den opfattelse af en række afbrændinger af kirker og mord på gejstlige,
som - viste det sig - i høj grad var anarkisternes værk.

Højrefløjen konspirerede med de utilfredse officerer, der som Franco var blevet forflyttet på grund
af upålidelighed, eller var blevet afskediget. Forbindelserne til det fascistiske Italien og Tyskland
havde man allerede så meget mere som at tysk kapital havde store interesser i Spanien. Mord og
uroligheder i perioden mellem regeringsdannelsen i februar og juli 1936 skabte det klima af
usikkerhed og vold, som fik mange til at støtte en fascistisk “løsning” af landets problemer.

Giv arbejderne våben!
Dagen efter kuppet opfordrede den samlede venstrefløj og de faglige landsorganisationer
regeringen til at uddele våben til arbejderne og oprette arbejdermilitser. Det nægtede regeringen, og
det blev dens endeligt. Der blev dannet en ny regering – denne gang med kommunistisk deltagelse.
Nu blev der udleveret våben til arbejderne i Madrid, som allerede den 20. juli sikrede sig den fulde
kontrol over Madrid. Det samme skete i mange andre byer og distrikter.

Hermed begyndte et nyt kapitel i den spanske republiks historie. I Madrid overtog den faglige
landsorganisation og venstrepartierne ansvaret for uddeling af fødevarer. De gamle embedsmænd
- som var højrefløjens tro væbnere - blev sendt på “pension”, og Folkefronten inklusive
fagbevægelsen overtog den centrale administration i samarbejde med de loyale dele af det gamle
embedsmandskorps. Bankerne kom under de folkelige organers direkte kontrol.

(Forts. neste nr.)