Politiet angriber demonstranterne, mange arbejdere falder.
Politiet angriber demonstranterne, mange arbejdere falder.

Når 1. majdagen fejres, er det for mange blot en tradition, som man har en vag fornemmelse af, hvad drejer sig om, men ikke tænker dybere over. I København er der tradition for at mødes forskellige steder i byen og under faner og med musik og sang at vandre til Fælledparken, hvor det egentlige møde foregår. Men hvad er baggrunden for at fejre denne dag, og hvornår den blev ophøjet til at være Arbejdernes Internationale Kampdag, er der sikkert ikke mange, der ved.


Allan Christiansen


På 1. Internationales kongres i 1866 i Genève vedtog kongressen følgende forslag fra Generalrådet om arbejdsdagens begrænsning: ”Vi betragter arbejdsdagens indskrænkning som en foreløbig betingelse, uden hvilken alle andre frigørelsesbestræbelser må strande. Vi foreslår otte timer som arbejdsdagens lovlige grænse”. Første Internationales præcisering af ottetimersarbejdsdagen var med til at samle arbejderne om et fælles mål i deres kamp for bedre forhold. I mange år efter, ja helt op til i dag, er det en af de paroler, arbejderne demonstrerer under rundt om i verden.

Når 1. majdagen fejres, er det for mange blot en tradition, som man har en vag fornemmelse af, hvad drejer sig om, men ikke tænker dybere over. I København er der tradition for at mødes forskellige steder i byen og under faner og med musik og sang at vandre til Fælledparken, hvor det egentlige møde foregår. Men hvad er baggrunden for at fejre denne dag, og hvornår den blev ophøjet til at være Arbejdernes Internationale Kampdag, er der sikkert ikke mange, der ved.


Allan Christiansen


På 1. Internationales kongres i 1866 i Genève vedtog kongressen følgende forslag fra Generalrådet om arbejdsdagens begrænsning: ”Vi betragter arbejdsdagens indskrænkning som en foreløbig betingelse, uden hvilken alle andre frigørelsesbestræbelser må strande. Vi foreslår otte timer som arbejdsdagens lovlige grænse”. Første Internationales præcisering af ottetimersarbejdsdagen var med til at samle arbejderne om et fælles mål i deres kamp for bedre forhold. I mange år efter, ja helt op til i dag, er det en af de paroler, arbejderne demonstrerer under rundt om i verden.


Majdagens forløbere. Kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår er jo ikke af ny dato. Så længe der har været mennesker på Jorden, har man kæmpet for ordentlige livsforhold. Men først da industrialiseringen begynder at slå igennem med dens radikale udnyttelse af den menneskelige arbejdskraft, bliver fronterne trukket op mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er da også i England – med dens tidlige industrialisering – at tanken og kravet om en 8-timers arbejdsdag blev formuleret. Arbejdsgiverne ville som hovedregel ikke gå ind på de stillede krav. Deres modsvar var udelukkelse af de arbejdere, der ikke ville arbejde under de forhold, de fastsatte. Mange arbejdere så ingen anden udvej for at skaffe sig og sin familie det daglige brød end at emigrere til den nye verden, Amerika, Australien og New Zealand.


”We were the first in …”. Det er måske derfor heller ikke unaturligt, at New Zealand gør krav på at være det første land i verden, der indførte 8-timersarbejdsdagen, og senere fik den ophøjet til lov. 8-timerdagens fader, som han senere blev kaldt, var en londonfødt tømrer ved navn Samuel Duncan Parnell, som ankom til Wellington i februar 1840 med det første skib med britiske emigranter.

Parnell nægtede at bygge en lagerbygning for en handelsmand, hvis arbejdstiden var mere end otte timer. Da der kun var tre tømrere i området, blev han nødt til at gå ind på kravet. Parnell mødte op hver gang, der kom et nyt skib med emigranter til byen og satte blandt andet tømrerne ind i, hvordan arbejdsforholdene skulle være. Inden længe blev 8-timersdagen accepteret som normal arbejdsdag indenfor forskellige fagområder. Også andre steder i New Zealand havde man succes med at få gennemført sine krav: i Dunedin i 1848 under ledelse af maleren Samuel Shaw og i Auckland i 1857 med en anden maler, William Griffin som leder.


Australien. I Australien var man også godt med, så tidligt som 1855-56 havde murernes forbund i Sidney og tilsvarende bygningsarbejderforbundet i Melbourne gennem strejker, demonstrationer og andre aktionsformer fået gennemført deres krav. Deres slogan havde været:


“Eight hour to work, eight hour to play. Eight hour to sleep and eight bob a day”.
Det vil sige, at allerede 10 år før Første Internationales kongres udstak retningslinjerne for de krav, der skulle kæmpes for, havde arbejderne i Australien – dog ikke alle – i det store og hele fået opfyldt kravene og fejret majdagen som hviledag.


”Festdag for arbejdet”. Ligeledes havde de engelske arbejdere siden midten af det 19. århundrede fejret 1. maj under arbejdstidsforkortelsens parole, og i Amerika havde arbejderforbundene omkring samme tid dannet deres ”Festdag for arbejdet”, som af et flertal af forbundene blev fejret den 1. maj. Medens andre forbund afholdt den om efteråret. Denne dag holdt man fri, og arbejderne gjorde dagen til en folkefest.


Majdagen ændrer karakter. Med den voldsomme udvikling af industrien og dermed antallet af industriarbejdere fik ”Labourday” mere og mere karakter af at være en kampdag, hvor arbejderne gjorde opmærksom på deres politiske og økonomiske krav. I 1884 vedtog Føderationen af De Forenede Staters og Canadas Fag- og Arbejderorganisationer på deres kongres i Chicago at organisere kampen for arbejdernes hovedkrav: 8-timerdagens indførelse. 1. maj 1886 blev sat som den dag kravet skulle være gennemført. Beslutningen blev modtaget med stor Begejstring af Arbejderne. Den 1. maj 1886 demonstrerede alene i Chicago 366.000 arbejdere for indførelse af 8 timers-dagen og 6-dages-ugen. Arbejdernes beslutsomhed gjorde et så stærkt Indtryk på arbejdergiverne, at mange foretagender i St. Louis, Milwaukee, Chicago og andre byer gik ind på arbejdernes krav.


Fabriksejernes forlængede arm. Men ikke alle gik ind på arbejdernes krav. Den store høstmaskine-fabrik Mc Cormick nægtede at forhandle og havde siden februar samme år lockoutet arbejderne. Fabrikkens ledelse provokerede arbejderne ved at ansætte strejkebrydere, derfor indkaldte arbejderne til et protestmøde den 3. maj 1886 foran fabrikken for at tage imod strejkebryderne, når arbejdsdagen var slut. Da strejkebryderne kom ud fra fabrikken angreb politiet demonstranterne med knipler og skydevåben. Mange blev såret og ”flere” blev dræbt. De historiske kilder siger ikke noget eksakt om antallet af dræbte.

Mødet på Haymarket. De forskellige fagforeninger indkaldte til møde på Haymarket den næste dag, 4. maj 1886, for at demonstrere og protestere mod politibrutaliteten. Demonstrationen samlede omkring 2000 deltagere, der lyttede til talerne, og ved 10-tiden om aftenen begyndte de fleste at gå hjem. På det tidspunkt marcherede 180 politibetjente ind på torvet fra en nærliggende politistation, og resten af de forsamlede bliver opfordret til at gå hver til sit. I det samme eksploderede en bombe tæt ved de forsamlede betjente. Stor forvirring i mørket, og politiet skyder vildt i alle retninger. En politibetjent bliver dræbt med det samme – syv dør senere af de sår, de har fået – og ”flere” demonstranter falder døde om og bæres bort. Her er de historiske kilder igen meget vage i formuleringen, der tales om flere døde demonstranter, men intet eksakt om hvor mange. Hvorimod kilderne oplyser os om, at otte politibetjente døde denne dag. Man har endda rejst en statue til deres ære!


Bevægelsen lammet. Der bredte sig en lynchstemning i Amerika – godt hjulpet af aviserne. De otte møde-arrangører blev arresteret og tiltalt for planlægning af mordet på politibetjentene. De tiltalte gav udtryk for og mente, at det var en provokatør, der var købt af arbejdsgiverne, der havde kastet bomben. Der er noget, der overbeviser os om at de har/havde ret. For bomben dræbte ikke kun politibetjente, men ramte også hele bevægelsen for gennemførelse af 8-timersdagen med et knusende slag, så den var død mange år frem. Allerede i oktober 1886 havde alle arbejdsgivere, som havde skrevet under på aftalen om 8-timersdagen annulleret den og udelukket alle, der ikke ville arbejde på deres betingelser.
”Vor stilhed vil råbe…”.


De arresterede blev stillet for retten. En af de tiltalte var afgået inden retssagen afsluttet, to blev idømt lange fængselsstraffe og fem blev dømt til døden. Navnene på de fem kan læses på en sten på den private kirkegård på 863 Desplaines i Chicago. Deres navne står i nævnte rækkefølge: Louis Lingg, George Engel, Adolph Fischer, Albert Parsons, August Spies redaktør af ”Chicago Arbeiter Zeitung”. Over deres navne er der hugget en tekst, som lyder: ”Der vil komme en dag, da vor stilhed vil være stærkere end de stemmer I kvæler i dag”. Det var August Spies sidste ord på galgen.


Gav genlyd i Europa. På trods af hændelserne på Haymarket i Chicago var en katastrofe for den nordamerikanske arbejderbevægelses videre arbejde, var hændelserne dog positive i den forstand, at de gav stødet til at arbejderne i de fleste lande fejrer majdagen på samme dag. På den Internationale Arbejderkongres i Paris i 1889 stillede den franske delegerede Lavigne et forslag på de franske fagforeningers vegne om en stor manifestation, der skulle hjælpe kongressens beslutninger til at blive gennemført. Forslaget lød som følger:
”International demonstration den 1. maj 1890. Kongressen beslutter:
Der skal på et bestemt tidspunkt organiseres en stor international manifestation (demonstration) nemlig således, at alle arbejdere i alle lande i alle byer samtidig på en bestemt dag stiller det samme krav til de offentlige myndigheder: arbejdsdagen fastsættes til otte timer. Arbejderne i de forskellige nationer skal iværksætte demonstrationerne på den måde, som passer bedst til deres lands forhold”.


Dermed var majdagen (1. maj) ophøjet til arbejdernes internationale kampdag.

Kommentarer

blog comments powered by Disqus

Friheten er ei norsk avis som utkommer annenhver uke. Avisa har lag historie, tilbake til at den var illegalt etablert under andre verdenskrig, i 1941. I dag er den skrevet, redigert og utgitt med stor grad av frivillig arbeid, derfor er vi avhengige av både økonomiske bidrag, men også tekstbidrag. Støtt oss!

Ansvarleg redaktør: Harald Øystein Reppesgaard Redaktør: Terje Bjørlo Nett: Petter Konrad Sandvik

Kontakt avisa eller redaksjonen

Utgiver: Norges Kommunistiske Parti Postadresse: Kiledalen 21, 4619 Mosby
Telefon ansvarlig redaktør: 920 20 793
ISSN 0805-4975 (trykt utg.) ISSN 2464-1448 (nettutg.)

Kopirett © Friheten 1997-2019 - Republisering